Skibby ligger i Hornsherred, som er kendetegnet ved meget flot natur med rige muligheder for naturoplevelser ved skov og strand. Hornsherred er halvøen mellem Isefjorden og Roskildefjorden og strækker sig fra Kulhuse i Nord til Holbækmotervejen i syd. Oprindeligt var det kun området nord for Hønepilsgrøften (de tidligere Skibby og Jægerspris kommuner), der blev kaldt Hornsherred, men i dag dækker betegnelsen hele halvøen mellem de to fjorde.
Herredets form, som et Horn der stikker op mellem fjordene, menes at have skabt navnet, selvom det ifølge savnet stammer fra den forhadte kong Horn der herskede over herredet og siden sin død ses som et ridende genfærd.
Nord for Skibby ligger Hornsherreds højeste punkt Julianehøj (69 m.) på Svanholm Gods jorde, og overalt, hvor man kommer hen i herredet, ses utallige gravhøje, som vidner om, at mennesker altid har syntes, at det var et attraktivt sted at bo.
Lidt uden for Skibby finder man Selsø Slot samt godserne Svanholm, Egholm og Krabbesholm. Mellem Skibby og Selsø Slot ligger naturhavnen Møllekrog og i forbindelse hermed fuglereservatet ved Selsø Sø .
Der findes en del veludbyggede sommerhusområder bl.a. i Vellerup, Over Dråby, Dalby Huse og Kulhuse, og flere steder på den lange kyststrækning er der hyggelige småhavne, hvorfra der er mulighed for at sejle og fiske i hhv. Isefjorden og Roskilde Fjord. Der er ligeledes gode bademuligheder i begge fjordene. Hvis man har små børn med, er stranden ved Dalby Huse (Isefjorden) at foretrække, dels på grund af den fine sandstrand, dels et lavtvandsområde indenfor sandbankerne. Der er offentlig p-plads og et grønt opholdsareal med nogle få træer.
Se kort med badestrande her.
Et stykke syd herfor ligger Hammer Bakke Strand lige ved siden af færgen til Orø. På Hammergården (Hammer Bakke 13, 4050 Skibby) har man mulighed for overnatning midt i naturen ved Isefjordens bred, ro, sejle, fiske, ride og få andel din egen ko på det 22 ha store naturskønne område.
Det var i Roskilde Fjord ud for Skuldelev, at man i perioden 1957 – 1962 fandt og udgravede Skuldelevskibene, der i dag er udstillet på Vikingeskibsmuset i Roskilde.
Området lige øst for Skibby d.v.s. Møllekrogen, Selsø Slot med jorde samt Eskildsø, der er Rosklide Fjords størst ø, er en del af den nye nationalpark Skjoldungerne Land. Kortet viser afgrænsningen af nationalparken i området omkring Skibby. Parken blev den 27. februar 2015 udpeget som Danmarks fjerde og Sjællands første nationalpark af miljøminister Kirsten Brosbøl. Skjoldungernes Land har stor national og international betydning som yngle- og rasteområder for svømme- og vadefugle, og området rummer en rig mangfoldighed af arter og naturtyper som overdrev og kystskove.
Lokal vindyrkning er der også plads til. Det foregår på Degnemosegaard ved den lille landsby Ferslev vest for Skibby.
Den danske nobelprismodtager Henrik Pontoppidan (1857-1943) boede i en årrække i Østby. Cykelruten “I Henrik Pontoppidans spor” indviedes i efteråret 2017 og består af 7 udvalgte steder i Hornsherred, samt 1 skilt ved genforeningsstenen på Kalvøen i Frederikssund, der vedrører hans litterære produktion.
Fjordstien er en natursti langs Roskilde Fjord og Isefjorden, hvor man kommer tæt på vandet. Den er til cyklister og vandrere, og når den er helt færdig, bliver den 275 km lang.
Etape 7 går fra Skibby til Frederikssund og turen er ca. 30 km. lang. Den er beskrevet i denne folder fra Naturstyrelsen.
Nærmere information om overnatning, natur, begivenheder etc. findes på hjemmesiden Visit Frederikssund.
Hoteller:
Gershøj Kro
Slotte og museer:
Skuldelev Dukkemuseum og legetøjssamling
J. F. Willumsens Museum i Frederikssund.