Skibbys historie

Man ved meget lidt om Skibbys historie, men byen omtales i 1240 i kong Valdemars Jordebog som købstad.

Mellem den brede Isefjord med store åbne vandflader og den smalle Roskilde Fjord med de mange kringlede sejlløb, utallige vige og småøer ligger den herlige halvø, der i daglig tale kaldes Horns Herred. Det er lidt imperialistisk, for den del, der ligger syd for Skibby, er faktisk Voldborg Herred. Men af mange opfattes hele halvøen som Horns Herred. Som bekendt kommer en fejl, der gentages ofte nok, nemt til at ligne en sandhed, og nye brugere kender ikke den historiske baggrund.

Henover højdedragene omkring halvøens midte breder byen Skibby sig ud i landskabet. Med endelsen -by har den i følge stednavneforskerne fået sit navn i vikingetiden. Udgravninger ved østbredden af den nuværende Selsø har afsløret en boplads fra perioden.

Arkæologerne tolker stedet som en handels- og håndværksplads med sæsonvis aktivitet; og ud fra fundene og beliggenheden har de udkastet den teori, at denne afsides vig i Roskilde Fjord har været vinterhavn for Lejrekongernes flåde af vikingeskibe. Byen kan meget vel have fået sit navn, fordi den har ligget tæt ved denne koncentration af skibe. Man hæfter sig også ved, at et af de gamle marknavne på vigens vestside er Snekkeager.

Halvøen har fra et meget tidligt tidspunkt efter istiden været beboet af mennesker, hvilket fund af bopladser fra jægerstenalderen på bunden af Roskilde Fjord vidner om. Talrige spor af menneskelig aktivitet op gennem såvel ældre som yngre stenalder, bronzealder og jernalder vidner om, at landskabet har budt vore forfædre attraktive betingelser.

Fjordene og skovene har givet de første mennesker gode muligheder for jagt og fiskeri og indsamling af ikke mindst østers. Meget varierede jordbundsforhold med mange lette jorder har givet oldtidsbønderne mulighed for at dyrke markerne med deres primitive redskaber.

I landskabet ses stadig noget nær Danmarks største koncentration af gravhøje og jættestuer, selv om et meget stort antal af disse storstensgrave er ryddet i de seneste århundreder; især på de mest intensivt dyrkede områder i halvøens centrale dele. Der kan ikke være tvivl om, at der har været bebyggelse ved Skibby, inden den fik sit nuværende navn.

Kirken  
Med kristendommens indførelse i landet – og dannelsen af sogne omkring de nyopførte kirker – har det tilsyneladende været helt oplagt at opføre en kirke i Skibby. Og endda en af de tidlige, idet den anses for at være bygget omkring år 1100. Om der har stået en trækirke i byen inden stenkirken, står hen i det uvisse, idet der ikke har været lavet undersøgelser under kirkegulvet. Men utænkeligt er det ikke.

Den nuværende kirkes usædvanlige størrelse signalerer, at vi her ikke har at gøre med en almindelig landsby. Kirken er designet til en bebyggelse af større betydning.

Fundet af munken Poul Helgesens kampskrift fra reformationstiden, Skibbykrøniken, i en niche i kirken er et indicium om en nærmere forbindelse til Roskilde, hvor han havde en funktion ved domkirken. Hvordan den er havnet i Skibby, er uvist, men at dette kontroversielle skrift netop er blevet skjult her, må vidne om en personlig forbindelse. Der er gættet på, at han måske havde tilsyn med kirken her.

Præstegårdshaven er bemærkelsesværdig ved sin store størrelse, som den må have fået, da en gård i sydsiden af området i begyndelsen af 1800-tallet blev revet ned. Gennem næsten to århundreder blev den intensivt passet af skiftende præstepar, der havde gjort den til et paradis med planter i et artsrigt og ekstraordinært udvalg. Tidligere rummede den finurlige anlæg med stenhøj og lille sø omgivet af en herlig blomstereng.

I dag er driften mere ekstensiv og dele er omdannet til parklignende område med offentlig sti. Men som før er området præget af floristisk mangfoldighed og en stor bestand af småfugle, der ofte stimler sammen for at skælde ud på præstegårdens ugler. På gårdspladsen gror et par imponerende lindetræer, der er mere end 200 år. De stod foran hovedbygningen i en tidligere præstegård, som i 1871 blev erstattet af den nuværende.

Trafikalt – fra gåben til telebus
Som et kuriosum kan nævnes, at nogle antager, at det har været muligt at krydse halvøen med vikingetidens mindre både ved at sejle ind ad Hønepilsgrøften, der syd for Skibby danner grænse mellem de to herreder. Derefter skulle det være muligt at trække bådene over land (som det er kendt fra vikingernes færden ad russiske floder) nogle få hundrede meter gennem den nuværende Lindegårdspark til Røgerup mose og komme videre ad åen, der løber mod vest til herregården Egholm.

Man skal notere sig, at den almindelige vandstand dengang har været højere, og at Egholm som gammel middelalderborg har ligget helt omgivet af en fjordarm i forlængelse af Vellerup vig. Det vidner muslingeskaller i jorden om. De findes helt ind nordøst for gården.

I øvrigt giver sognets korte kystlinie ikke mange muligheder for søværts trafikforbindelser. Dog var der fra omkring 1860 og op til slutningen af 1920rne fra Møllekrogen ved Selsø fast dampskibsrute til Gershøj og Roskilde. Under Anden Verdenskrig genoptog man i en periode sejladsen for at fragte blandt andet svin til slagteriet i Roskilde med skib fra Møllekrogen.

 

Selso Mollekrog med skib

 

Selsø Møllekrog med sandsynligvis S/S (dampskibet) Horns Herred 1.   

 

 

Badebroen ved Selsoe Moellekrog 1921[2]

 

Badebroen ved Selsø Møllekrog 1921 eller 1922. I baggrunden ses sandsynligvis dampskibsfærgen Horns Herred 2.

 

Med sin centrale beliggenhed har Skibby været det naturlige centrum for vejforbindelser på halvøen. Linieføringen i det gamle vejnet er i stor udstrækning bevaret i nutidens og viser, hvordan det naturligt stråler ud fra byen. Hvis vi rykker blot 100 år tilbage, var trafikken på dem meget begrænset. Dengang foregik megen samfærdsel med apostlenes heste. Det var helt naturligt at gå selv lange strækninger; f.eks. havde et af postbudene en rute på 25 km – til fods. Der var forbindelse med diligence mellem Roskilde og Skibby.

Skibby Bustrafik[1] 

Skibby Bustrafik ved Alex Jensen fotograferet i Roskilde med en Daimler fra 1914. Billedet er taget i reklameøjemed, på bagsiden står: “N.B: Taarnene skal med. Inde i Bilen tegnes flere Hoveder.”  

Da rutebiler omkring 1920 blev taget i brug, erstattede de hestevognene, og der blev opbygget et rutenet med faste forbindelser til såvel Roskilde, som Holbæk og Frederikssund. Efterhånden kom også ruter mellem Frederikssund og Skibby over Sønderby-Østby og Ferslev-Venslev. Disse ruter blev drevet af lokale vognmænd fra Skibby, Storm Andersen, Simonsen og Alex Jensen, hvoraf det sidste udviklede sig til det kendte rejsebureau Skibby Rejser. I dag er der stadig en betydelig trafik af rutebusser, suppleret af telebusser, der kan tilkaldes efter behov.

Skibby Rejser 2[1]

Skibby Rejser.

Her ses blandt andre ejer Knud Alex Jensen stående op ad bilen.

 

I 1920rne blev der tænkt trafik i en større sammenhæng, idet man projekterede og anlagde en jernbanelinie fra Frederikssund til Hvalsø. Den blev taget i brug 1928 og desværre allerede nedlagt i 1936; efter den almene opfattelse fordi indflydelsesrige kredse i hovedstaden frygtede, at en effektiv jernbane helt fra Helsingør til Midtsjælland ville trække betydelig trafik bort fra København.

I Horns Herred blev der bygget stationer og trinbræt i mange af de små byer, og den gamle banedæmning ses endnu tydeligt mange steder i landskabet. Den sidste smalle vejbro over banen ved Bonderup er netop blevet nedrevet her i 2009. I Skibby kom en station med vigespor, så modsatkørende tog kunne passere hinanden her. I den forbindelse blev posthuset flyttet fra hovedgaden til jernbanestationen. Både stationsbygning og posthus ses stadig, men er i dag private beboelser.

På en strækning tæt nordvest for byen var baneanlægget gravet gennem en bakke. Efter nedlæggelsen blev slugten brugt som offentlig losseplads, som senere blev dækket med jord for at indgå i et villakvarter (Syrenvej). Dér skal bygges med omtanke, for undergrunden på den gamle losseplads er ikke stabil!

Handel og håndværk – Skibby har, hvad De søger
Skibby lå så langt fra de nærmeste større byer, Roskilde, Holbæk og Slangerup/Frederikssund, at den ikke var omfattet af den halvanden-mils zone, der tidligere beskyttede købstæder mod handelsmæssig konkurrence (en grænse, der blev markeret af kasseformede, klippede tjørne ved vejkanten). Men de lå ikke længere væk, end at folk fra Skibby og opland også handlede i disse byer.

I Kong Valdemars Jordebog fra 1241 er byen opført som købstad på linie med den nuværende Frederikssund Kommunes anden datidige købstad, Slangerup. Denne købstadsstatus var imidlertid ikke varig, og dog har der i Skibby (som et af de få steder uden for købstæderne) været afholdt kvægmarked to gange om året helt op til 1947. Det foregik formentlig over for biografen, hvor der var en plads foran den gamle kro, der lå tilbagetrukket, og hvor der nu er bygget tre-etagers boligblokke.

Skibby Kro 1895[1]

 Skibby Kro omkring år 1895. I 1889 har Hans Andersen købt kroen. Han er gift med Frederikke, født Andersen, og de har en datter Bodil Marie.   

 

Byen husede mange handlende. I 1965, hvor jeg som tilflytter fra Nordsjælland lærte byen at kende, var der f.eks. fire købmænd, to bagere, tre manufakturhandlere, to slagtere, isenkræmmer, sæbehus, to skomagere, cykelhandler, to møbelforretninger/polstrere, radio/symaskineforhandler, elforretning, guldsmed, fotograf, bogtrykkeri, gartner og boghandel. Alt i alt et antal og et udvalg af forretninger, der kunne hamle op med mangen en mindre købstad. Og dertil kom diverse frisører og ishuse samt kiosk og cafeteria.

I dag blomstrer byens handel stadig som følge af, at fremsynede, lokale investorer i 1990erne gik sammen om at skabe et butikstorv midt i byen med en serie dagligvare-og specialforretninger.

Endvidere var der et større antal værksteder og håndværkere, hvor imellem kan nævnes smed, autoværksteder og mølle. Der udviklede sig af disse mindre industrivirksomheder blandt andet to maskinfabrikker, hvoraf bygningerne fra den ene i dag rummer kommunens produktionsskole. Den anden var flyttet ind i byens nedlagte mejeri. Desuden var der et ikke ubetydeligt fjerkræslagteri.

I første del af 1900-tallet var der en mindre sodavandsfabrik, som distribuerede sine drikke til den enkelte privatkunde ved hjælp af egen bil. Det var en meget almindelig måde at få forsyninger på. Bagere, slagtere, mælkemænd og fiskemænd kørte med deres varer rundt, dels i byen, men især i stor udstrækning i omegnen og besøgte kunderne efter et fast rutemønster. Der var næsten altid en kone hjemme, som således kunne klare meget af den daglige handel uden at skulle bruge tid til at komme til byen. Børnene skulle jo passes, og de mange hjemlige gøremål klares i en tid, der ikke var præget af grydeklare retter i frysedisken.

Administration og liberale erhverv
Skibby var og er helt tydeligt hovedsognet på halvøen. Med sin centrale placering rummede byen mange af de funktioner, som ellers er karakteristiske for en købstad. Men da den ikke i størrelse har kunnet måle sig med de fleste af slagsen, kan det måske være passende, at kalde den en ‘minikøbstad’.

Det kommunale omdrejningspunkt var naturligvis kommunekontoret, der havde til huse i byens gamle skolebygning tæt ved kirken. Administrationen var bemandet med to-tre personer. I samme bygning var der også sygekassekontor og det ene af byens ikke mindre end fire pengeinstitutter, nemlig Bondestandens Sparekasse. Sparekassebestyreren var gårdejer og sognerådsformand Rasmus Andersen, der således nemt kunne ‘pendle’ mellem sine to hverv.

Sundheden for byens og omegnens beboere blev plejet af to læger og en tandlæge, hvis virksomheder efterhånden voksede til klinikker med adskillige beskæftigede. Og dyrene tog to dyrlæger sig af. Som et andet købstadstræk havde byen et apotek, der leverede den nødvendige medicin. Den gamle bygning er i dag blevet bodega, efter at et nyt og moderne apotek kom til.

Omsorg
I dag ligger der i byen et stort, meget moderne plejehjem omgivet af et større antal ældreboliger. Det gamle alderdomshjem fra 1940 er ombygget til nutidig standard.

I byens nordlige udkant ligger en bemærkelsesværdig stor bygning, nemlig den gamle arbejds- og forsørgelsesanstalt fra 1869 med plads til 100 beboere. Det var ikke et sted, man ønskede sig hen, men ikke desto mindre var det et langt bedre og mere velordnet sted end de normale små fattighuse i landsbyerne, hvoraf der også lå et i Skibby. Det rummede et blandet klientel. Der var stærkt vanføre, blinde, evnesvage, sindssyge, fattige uden mulighed for at klare en husleje, enker med faderløse børn, fordrukne m.fl.

Hornsherred Arbejdsanstalt[1]

Hornsherreds Arbejdsanstalt, 1937,
set fra urtehaven (nordsiden). 

 

En social skraldespand kunne man fristes til at hævde. Men samtidig et sted med tag over hovedet og sparsomme, men daglige måltider. Til gengæld måtte beboerne yde ved at præstere praktisk arbejde. Stedet og ordningen nød betydelig, også positiv opmærksomhed i samtiden langt uden for sognets grænser, og beboerne var ikke bare fra Skibby, men fra hele halvøen.

I dag er den anseelige bygning indrettet til andelslejligheder og går under navnet Elmegården. En enkelt konkret genstand er bevaret; nemlig den malmklokke, der kaldte alumnerne til spisning og arbejde. Den hænger på Marbækskolens kontor efter i mange år at have fungeret som skoleklokke i skolen ved Nyvej.

Skoler og uddannelse – lokale ‘universiteter’
Børns skolegang blev på Sjælland lovbestemt i 1806, men de fleste steder var der oprettet skoler længe inden. Det ligger nogenlunde fast, at den første skole i byen blev bygget i 1729, og ligesom mange andre steder var det en adelig familie, som sørgede for det. Her var det familien Krabbe på godset Egholm i samarbejde med Scheel på Selsø. Begge godser havde fæstegårde i byen.

Skolen lå ganske tæt ved kirken på vestsiden af kirkemuren. Den nuværende bygning har haft en forgænger af bindingsværk. Den først kendte lærer var degnen Jacob Vandal, som dukker op i kilderne i 1745.

Først i 1923 bliver der bygget en ny skole (med gymnastiksal), som i dag rummer det lokale bibliotek. Indtil 1953 var det en 7-klasset skole, og da blev der i et skoleforbund med Ferslev-Vellerup Kommune oprettet en mellemskole og foretaget en betydelig udvidelse af bygningerne med blandt andet faglokaler som skolekøkken, sløjd og fysik. Og lærertallet blev forøget fra tre til 10-12. Inden da var elever, der fortsatte skolegangen efter 7. klasse, taget til Roskilde med bus eller til Frederikssund med bus/tog eller på cykel. I nogle perioder var der oprettet mindre private realskoler i byen; længst levede en på Skibbyhøj.

Byens udvikling tog imidlertid fart, og i 1972 tog man første etape af den nuværende skole, Marbækskolen, i brug (i dag 500 elever).

Faglig uddannelse af lærlinge i handels- og håndværksfag kunne i en lang årrække i midten af 1900-tallet klares på en lokal teknisk skole i Søndergade (nu Degnebakken). Og i en kortere periode omkring 1870 husede byen også en højskole på hjørnet af Hovedgaden og Degnebakken.

Bønder og gårde
Sognets hovederhverv var fra gammel tid landbrug. En del af gårdene benævnes som universitetsgårde, det vil sige gårde, hvis skatter kom Københavns universitet til gode. Formentlig hænger det sammen med, at gårdene indtil reformationen hørte under en kirke eller et kloster, og derefter blev inddraget af kongemagten, der gav dem videre til universitetet.

Udskiftningskortet fra 1808 viser cirka 20 gårde. Ved udflytningen på markerne fik mange navn efter nærliggende gravhøje, Hvilehøjgård, Enhøjgård, Storhøjgård osv. En af de største fik navnet Hanghøjgård efter en nu jævnet gravhøj nord for byen; her var der i længst forsvundne tider rettersted.

Gårdejerstanden udgjorde rygraden økonomisk og mentalt i området. Jeg erindrer, at vi stadig i midten af 1960erne kunne spore en betydelig selvbevidsthed i standen; i dag er landmændene så få, at erhvervet kun i ringe grad præger det lokale samfund. Men de vidtstrakte marker er stadig en markant del af landskabet i sognet.

Udstykninger og vækst
Omkring 1960 blev de første udstykninger til villagrunde foretaget i udkanten af den gamle handels- og bondeby. Nogle gårde solgte en del af jorden fra, og andre forsvandt helt. Store villakvarterer og noget almennyttigt byggeri er nu vokset op omkring byen. Sognet bebos i dag af 3500 borgere, der med en erhvervsmæssig meget bred sammensætning i stor udstrækning er nødsaget til at pendle til arbejdspladser i Nordsjælland og Københavnsområdet.

Skibby Kro – at sidde på kroen og tænke på … biografen
Over for den nuværende biograf lå fra gammel tid byens kro. Faktisk blev biografen bygget af kromanden. I begyndelsen af forrige århundrede lejede en rejsebiograf ofte krosalen til filmforevisning ved hjælp af sit mobile udstyr. Det trak mange gæster. Krofatter fandt, at han ligeså godt selv kunne gøre en forretning ud af det. Ved at bygge biografen fik han sin krosal fri til andre formål.

Og kroen var jo samlingsted med mange fester for private, foreninger og skoler. Sognerådsmøderne blev holdt på kroen, og større forsamlinger mødtes dér til diskussioner af aktuelle sager. Og så var der naturligvis ballerne. Nogle værelser til handelsrejsende og andre, der havde brug for overnatning, var der også.

Fastelavn 1921[1]

 

Fastelavn med heste foran Skibby kro, 1921.

 

Men som det skete for flertallet af danske kroer, mistede også Skibby Kro besøgende og omsætning i et omfang, den ikke kunne overleve. I 1992 blev den revet ned og er nu erstattet af byens første ‘højhuse’ på tre etager. Et varieret og skiftende udbud af cafeterier og pizzariaer har overtaget bespisningen af lokale og vejfarende.

Småbyer
Sognet rummer kun to mindre landsbyer. Mod øst tæt ved Selsø ligger Manderup med nogle få gårde og huse. Og mod nord ligger den endnu mindre Bonderup. Til sognet hører i vest en lille del af Røgerup.

Tilbage i 1200- og 1300-tallet boede i Manderup den lavadelige slægt Manthorp. Den ejede betydelige arealer og store gårde. En gravsten over Nicolaus Manthorp ses stadig som den eneste tilbageværende af flere i gulvet i Skibby kirke. I det åbne land ses ikke mange huse ud over de gårde, der blev flyttet ud efter udskiftningen ved år 1800. Dog findes der to mindre samlinger af huse på Bonderup Old og Skibby Old, hvor landarbejdere og husmænd har haft til huse.

Steder De må se … har sognet ikke mange af
Områdets mange bakker med den varierede natur, hvor de mange dyrkede marker er iblandet talrige småskove, levende hegn, moser og småsøer, er områdets største attraktion. Man føler sig langt fra storbyen København, selv om der kun er 50-60 km dertil. Landskabet rummer mange biotoper, der giver husly til en spændende flora og en masse dyr, hvor fuglene især gør sig bemærket.

Egnens historie er interessant, men Skibby Sogn har af bemærkelsesværdige bygninger kun kirken med sine kalkmalerier som et konkret, kulturhistorisk trækplaster. De gamle bindingsværksbygninger er stort set forsvundet. Kun i de små landsbyer har enkelte overlevet kravene til nutidens boligstandard; ligeså en række pitoreske huse i Bystrædet tæt ved kirken.

En enkelt lidt overset lokalitet bør dog fremhæves, nemlig Lindegårdsparken. Den ligger lidt vest for byen, og der er fri adgang. Den er i første halvdel af 1800-tallet anlagt som herregårdspark efter engelsk mønster af N.A. Holten, der kan hævdes at være datidens Mærsk Mc-Kinney Møller. Fra en beskeden baggrund blev han Danmarks rigeste i kraft af sin evner som finansmand, hvilket skaffede ham betroede poster for regering og konge. Han var den sidste direktør for Øresundstolden, og opnåede dermed landets bedst lønnede embede.

Hans lokale engagement lå først og fremmest i Sæby sogn lige syd for Skibby. Men Lindegården var hans og familiens elskede sommerbolig. Parken er fredet og en vis genopretning af den eksotiske beplantning med fremmedartede træsorter er sket på det meget kuperede terræn, hvor der stadig ses rester af udsigtshøje, udgravede damme m.m.

Større fællesskaber
Ved kommunesammenlægningen i 1966 var Skibby med i første bølge. Det blev meget naturligt Skuldelev-Selsø mod øst og Ferslev-Vellerup mod vest, som gik sammen med Skibby. Det fortælles, at der som så mange andre steder var diskussion om navnet på det nye fællesskab. Mange fantasifulde forslag af stednavnekombinationer fremkom i forsøg på at bevare enkeltområdernes identitet i det nye.

Sognerådsformanden i Ferslev-Vellerup, Poul Larsen, blev den samlende person, der blev valgt til borgmester. Han skar igennem: “Det er jo ikke et foderstofselskab, vi har med at gøre. Navnet skal være Skibby.”

 

Niels L. Nielsen 2 Peter Rahbek[1]

Forfatteren til Skibbys historie
Niels L. Nielsen er født 1940 og bor i Skibby, han var lærer og viceskoleinspektør ved Skibby Skole og Marbækskolen 1965-2005 og er formand for Historisk Forening for Skibby-egnen.

fotograf Peter Rahbek 2009.

Marianne Larsen fra Skibby Lokalhistoriske Arkiv har hjulpet med at finde billederne til denne historie. Skulle der blandt læserne være nogle med yderligere oplysninger om billederne og de gengivne personer, hører arkivet gerne herom (henvendelse på Skibby Bibliotek).

Forfatter: Niels Nielsen